Royal Navys romration

Fra øl til rom

I den engelske flådes første tid var besætningens reglementerede drik øl: én gallon pr. mand pr. dag. Men øllet blev hurtigt fordærvet i troperne, og de lange overfarter tvang flåden til at søge mere holdbare drikke. Vin og brandy tog over, alt efter operationsområdet.

Alt ændrede sig, da Royal Navy fra midten af 1600-tallet slog sig varigt ned i Caribien. Erobringen af Jamaica i 1655 bragte flåden i direkte kontakt med den rom, der blev fremstillet på stedet. Billig, rigelig og modstandsdygtig over for varmen blev den helt naturligt rationen for de sømænd, der var udstationeret i Vestindien, før den bredte sig til hele flåden.

Hvor meget rom fik en sømand?

Den daglige ration bærer et tilnavn: »totten«. Indtil 1740 blev der uddelt en halv pint ren rom pr. mand, serveret ad to omgange i løbet af dagen — en skik, der på skibe, hvor den mindste fejlmanøvre kunne være dødelig, udgjorde et åbenlyst disciplin- og sikkerhedsproblem. Det var netop for at råde bod på dette, at admiral Vernon samme år påbød, at rommen fremover skulle fortyndes med vand: groggen var født.

Gennem århundrederne satte Admiralitetet dosis ned flere gange. I det 20. århundrede var den dagligt serverede tot fastsat til en ottendedel imperial pint — cirka 70 milliliter rom — fortyndet med vand for de fleste menige. Denne gradvise nedsættelse fortæller i sig selv historien om den vedvarende spænding mellem tradition og kravene i en stadig mere teknisk flåde.

»Up Spirits«: middagsritualet

Uddelingen var alt andet end improviseret. Når klokken nærmede sig tolv, lød ordren »Up Spirits« — ordret »spiritussen op« — signalet til, at rommen skulle hentes op fra det aflåste spiritusrum, the spirit room. Ofte svarede en halvhøj besætningsspøg: »Stand fast the Holy Ghost.«

Rommen blev målt op med særlige instrumenter, under en officers kontrol, og derefter uddelt messe for messe — messen var det bordfællesskab af mænd, der spiste deres måltider sammen. Delingen fulgte et strengt hierarki, og hver detalje talte: man spøgte ikke med nogens andel.

“

»Up Spirits« klokken tolv: for generationer af sømænd markerede disse to ord dagens højdepunkt, lige så meget som et varmt måltid eller afslutningen på en vagt.

»Sippers«, »gulpers« og æresgæld

Omkring totten var der vokset en hel social kodeks frem. En slurk, man bød en kammerat som tak for en tjeneste, hed en »sippers«; en mere gavmild mundfuld en »gulpers«. At afstå hele sin ration — sin »grandeur« — var det stærkeste tegn på anerkendelse, man kunne give om bord.

Dette system af små flydende gældsposter knyttede bånd mellem mændene: en håndsrækning blev gengældt med en slurk, et venskab beseglet med en deling. Rationen var ikke blot en individuel fornøjelse; den holdt besætningen sammen.

Officerer, afholdsmænd og »grog money«

Ikke alle drak deres ration. Officererne fik deres rom ufortyndet og forvaltede deres eget lager. Sømænd, der valgte ikke at gøre krav på deres tot — af helbredsgrunde, af overbevisning eller af sparsommelighed — kunne i stedet få en økonomisk kompensation, »grog money«. Rationen var altså i bund og grund også et spørgsmål om penge og skibsbogholderi.